Aktiesparekontoen er en populær investeringsform, der giver dig som privat investor mulighed for at investere i aktier, investeringsforeninger, ETF’er mm. med en lavere beskatning. Fra 2025 kommer der flere ændringer i gældende lovgivning, som vil påvirke positivt, sammenholdt med 2024.
Hvem kan oprette en aktiesparekonto?
Personer, der er fuldt skattepligtige i Danmark, kan oprette en aktiesparekonto. Børn under 18 år kan også eje en aktiesparekonto, og barnets aktiesparekonto beskattes uafhængigt af forældrene. Dette gør aktiesparekontoen til en attraktiv mulighed for familier, der ønsker at lære deres børn om investering og opsparing.
Indskudsloftet
Fra 2025 bliver loftet for indskud på en aktiesparekonto forhøjet fra 135.900 kr. (2024) til 166.200 kr. (2025). Loftet dækker over de samlede indbetalinger, og er derfor ikke et beløb som årligt må indbetales – desværre. Det er din saldo pr. 31.12.2024 som afgør hvor meget du må indbetale i 2025. Er din saldo allerede på 166.200 kr. eller mere ultimo 2024, må du ikke indbetale flere penge i det efterfølgende år.
Beskatning af aktieindkomst
Aktieindkomst beskattes med 17 %, hvilket er lavere end den normale skattesats på aktieindkomst på 27 %. Denne besparelse gælder for alt på aktiesparekontoen, herunder aktieudbytte og aktiegevinster. Beskatningen er lagerbeskatning, hvilket betyder, at værdistigninger beskattes løbende, uanset om investeringsprodukterne er realiserede eller ej. Dette sker typisk i januar måned, hvor efter en evt. skattebetalingen må indsættes typisk i februar måned.
Kun én aktiesparekonto
Du må kun eje én aktiesparekonto. Har du allerede en aktiesparekonto, skal denne lukkes, inden du kan oprette en ny. Hvis du har flere aktiesparekonti, er den første aktiesparekonto den gyldige, og kun den første oprettede aktiesparekonto giver skattefordelen på de 17%.
Investeringstyper
På en aktiesparekonto kan du investere i børsnoterede aktier, investeringsforeninger og investeringsprodukter (bl.a. ETF’er) som findes på SKAT’s såkaldte positivliste. Så der er mange investeringsmuligheder og mulighed for at diversificere (sprede) din portefølje på en god og nem måde.
Økonomiske fordele
En af de største økonomiske fordele ved en aktiesparekonto er den lave beskatningssats på 17%. Dette gør det muligt for dig at beholde en større del af afkastet på grund af den lavere skat. Derudover betyder det forhøjede indskudsloft fra 2025, at du kan investere mere kapital og dermed potentielt øge dine afkast over tid. Husk at alle former for gevinster skal beskattes på et eller andet tidspunkt. Så det kan være en fordel at udnytte den lavere skat på aktiesparekontoen.
Strategier for brug af aktiesparekontoen
For at få mest muligt ud af din aktiesparekonto er det vigtigt at have en klar investeringsstrategi. Det gør sig gældende for alle depoter og investeringer. Dette kan inkludere at diversificere dine investeringer, at re-balancere din portefølje og at holde dig opdateret om markedsforholdene. Investerer du udelukkende i f.eks. ETF’er, er det ikke nødvendigt at følge udviklingen dagligt eller månedligt.
Udfordringer og risici
Selvom aktiesparekontoen tilbyder mange fordele, er der også nogle udfordringer og risici, du skal være opmærksom på. Aktiemarkedet kan være volatilt, og der er altid en risiko for tab. Desuden er der gebyrer og omkostninger forbundet med at handle aktier og f.eks. at have et depot i banken. Det er vigtigt at tage disse faktorer i betragtning, når du planlægger din investeringsstrategi.
Regelændringer for 2025
Det er også værd at bemærke, at der kan komme yderligere regelændringer i fremtiden, som kan påvirke din aktiesparekonto. Derfor er det vigtigt løbende at holde sig opdateret om de nyeste ændringer og eventuelle nye love, der kan træde i kraft.